Plantepas
Et plantepas er et dokument, der indeholder vigtige oplysninger, som er påkrævet i forbindelse med handel med planter til plantning, herunder stiklinger, planter, træer og visse frø mellem virksomheder i EU.
Plantepas er obligatoriske, så man kan identificere oprindelsen af planter og planteprodukter samt sikre sporbarhed og overholdelse af plantesundhedsbestemmelser.
Hvem udsteder plantepas?
Plantepas kan kun udstedes af den nationale plantebeskyttelsesorganisation eller virksomheder, der er officielt registreret og autoriseret af organisationen til at gøre det. For at blive godkendt til at udstede plantepas skal virksomhederne opfylde en række krav, som bl.a. indbefatter viden om plantesundhed, reglerne for udstedelse af plantepas. Desuden skal virksomhederne kunne udføre og dokumentere egen kontrol af planterne. Når de er godkendt, får de et autorisationsnummer og kan begynde at udstede plantepas for specifikke planter og produkter.
Hvilke planter og planteprodukter skal have et plantepas?
Alle planter til plantning skal ledsages af et plantepas. Det omfatter f.eks.:
- Formeringsmaterialer: Alle materialer, der bruges til planteformering, f.eks. visse frø, stiklinger, løg og jordstængler.
- Potteplanter, udplantningsplanter og krukkeplanter.
- Du kan finde en udtømmende liste her.
Hvilke oplysninger indeholder plantepasset?
Et plantepas udstedes i et firkantet eller aflangt format og indeholder en række faste elementer:
- I øverste venstre hjørne ses EU's flag i farver eller sort/hvid.
- I øverste højre hjørne står der "plant passport".
- Bogstavet "A" efterfulgt af det botaniske navn på den pågældende planteart.
- Bogstavet "B" efterfulgt af ISO-koden for den medlemsstat, hvor den professionelle operatør, der udsteder plantepasset, er registreret, efterfulgt af en bindestreg og autorisationsnummeret for den professionelle operatør. Du kan finde flere oplysninger her.
- Bogstavet "C" efterfulgt af plantens sporbarhedskode. Dette kan være suppleret med en QR-kode, et hologram, en chip eller en anden databærer, der hører til sporbarhedskoden.
- Bogstavet "D" efterfulgt af ISO-koden for oprindelses- eller produktionslandet.
Hvorfor er det godt at købe planter med pas?
Der kan kun udstedes plantepas til planter, der opfylder alle kravene. Selv om kunderne ikke selv anvender plantepas, drager de fordel af de garantier, passene giver.
Virksomheders brug af passet garanterer, at de planter, du køber, er underlagt officiel kontrol og overholder kravene til plantesundhed, kan spores og er fri for regulerede skadedyr og sygdomme.
Kan planter rejse med deres plantepas?
Ja, planter kan rejse inden for EU med deres plantepas. Plantepasset ledsager planterne, frøene eller plantematerialerne, når de forretningsdrivende handler med dem.
Plantepasset indeholder vigtige oplysninger, så det fremgår, at produktet opfylder plantesundhedsbestemmelserne, hvilket muliggør en mere smidig og sikker handel i hele EU.
Selv om plantepasset ikke giver brugerne mulighed for at spore alle detaljer om plantens rejse, er det bevis for, at planten opfylder de nødvendige plantesundhedsstandarder. Ved at bruge plantepas kan myndigheder og forhandlere overvåge planternes bevægelser, hjælpe med til at forebygge spredning af skadelige organismer og give kunderne ro i sindet.